Define
I Define-fasen prøver jeg at finde ud af, hvad projektet egentlig skal tage fat på.
I starten kredsede projektet mere bredt om teknologi og kundeoplevelse. Undervejs har det dog flyttet sig, og lige nu er jeg især optaget af Á handil som lokalt sted — og af ankomsten til området, indgangen og det første møde med butikken.
Det, der fylder mest i materialet lige nu, er, at Á handil ikke kun virker som en butik, men også som et sted med lokale rytmer, fortrolighed, hjælp, små møder og social kontakt. Samtidig tyder både observationer og interview på, at nogle af disse kvaliteter måske er lettere at aflæse for lokale kunder end for kunder, der kommer udefra.
Det betyder også, at projektet ikke længere kun handler om indgangen i snæver forstand. Det handler også om, hvordan butikken bliver synlig, hvordan man ankommer til stedet, og hvordan det første møde med butikken opleves, hvis man ikke allerede kender området.
Min foreløbige designudfordring
Lige nu arbejder jeg med denne designudfordring:
Hvordan kan Á handils lokale og sociale kvaliteter bevares og samtidig blive mere synlige, læsbare og tilgængelige for kunder udefra i ankomsten til området og i det første møde med butikken?
For mig handler det ikke om at “løse” stedet som et problem, men om at undersøge, hvordan det lokale kan blive mere tilgængeligt uden at miste sin karakter.
Mit foreløbige forskningsspørgsmål
Mit foreløbige forskningsspørgsmål lyder sådan:
Hvordan kan Á handils lokale og sociale kvaliteter oversættes i ankomsten til området og i det første møde med butikken, så stedet fortsat opleves som lokalt, men samtidig bliver mere læsbart og inviterende for kunder udefra?
Det er stadig et arbejdsspørgsmål, så jeg er meget åben for, om det bør skærpes eller justeres.
Foreløbige designprincipper
På baggrund af både empiri og litteraturreview arbejder jeg lige nu videre med fem foreløbige designprincipper:
1. Ankomsten til området er en del af kundeoplevelsen
Kundeoplevelsen begynder før selve indgangen. Derfor er synlighed, vejfinding og første aflæsning af stedet vigtige.
2. Indgangen er et socialt og praktisk overgangsrum
Indgangen og udbygningen fungerer ikke kun som adgang, men også som sted for ophold, orientering og små møder.
3. Lokal fortrolighed er en kvalitet
Designet bør arbejde med, hvordan butikkens lokale fortrolighed og karakter kan træde frem uden at kræve forhåndskendskab.
4. Støtte bør være situeret og stednær
Støtte og orientering bør knytte sig til konkrete situationer og møder med stedet frem for at være løsrevet information.
5. Tilgængelighed må ikke koste lokal karakter
Stedet må gerne blive mere læsbart for kunder udefra, men uden at blive mere standardiseret eller mindre lokalt.
Jeg ser dem som arbejdsprincipper og ikke som færdige svar. De er mit første forsøg på at oversætte de vigtigste fund fra undersøgelsen og litteraturen til noget, der kan arbejdes videre med i næste fase.
Det vil jeg meget gerne høre jeres tanker om
Jeg vil især gerne have input til:
- Er der noget i materialet, jeg læser for hurtigt eller for harmonisk?
- Er designudfordringen skarp nok?
- Er forskningsspørgsmålet for bredt?
- Virker designprincipperne konkrete nok?
7 svar
-
Nice opsætning af WP. Det har dog krævet en smule at navigere rundt.
Hvilken designmodel læner du dig mest op ad i denne fase? -
Din hjemmeside er flot lavet.
Er designudfordringen skarp nok?
Den er meget fin og skarp.
Er forskningsspørgsmålet for bredt?
Vi synes din designudfordringen og forskningsspørgsmål er meget tæt på hinanden. Hvad er det sociale og lokale kvaliteter? Måske skal dit forskningsspørgsmål være mere bredt? Findes der litteratur fra Á handils lokale?Virker designprincipperne konkrete nok?
Vi synes dine principper giver meget god mening. -
Jeg kan rigtig godt lide æstetikken og læsebarheden. Jeg sidder og er meget nysgerrig på, hvordan det hele ser ud. Der billeder på Miro’en, men jeg er også nysgerrig på de spatiale koder, som du nævner i din indledning, ser ud.
-
Fed hjemmeside! Kan virkelig godt lide de sticky notes, især “mit board” som giver et godt indblik i processen
Så vidt jeg forstår designer du for butikken med henblik på at kunder udefra (turister) tiltrækkes, men at butikken ikke mister sin lokale tiltrækning også. Jeg kan se at du har interview fra en bestyrer og medarbejder. Kunne det give mening at snakke med en kunde udefra med henblik på at kortlægge hvad de søger og hvad de finder udfordrende?
I forhold til forskningsspørgsmålet vil jeg nok forsøge at forenkle det en smule, måske noget ala “Hvordan kan Á handils udvikles, så stedet bliver mere attraktivt for turister uden at miste sine lokale kvaliteter?”
Designprincipperne giver mening for mig!
-
Hej!
Super flot WP
Helt enig med Anton i at forskningsspørgsmål med fordel lige kan omformuleres for at gøre det mere klart, godt forslag han kom med.
Synes det er nogle meget relevante designprincipper,
VH
-
Flot hjemmeside! Og selvom jeg ikke skal kommentere dit projektdokument, så har du et godt blik på hvad modellerne betyder for dit designarbejde! At de alle kan bidrage! Det virker som om, at de alle betyder noget for dig nu og her – eller rettere at du løbende kan skifte dem ud.
Det med de nye kunder er jeg ret nysgerrig efter. Er det dig selv? Nogen du har set være nye? Hvem har det behov? Jeg reagerer på det, du selv kalder for det harmoniske.
Det er interessant, at du tager ankomsten med og ikke kun butikken selv! Du har skiftet blik. Hvordan skete det? Det ser ud til at være sket, mens teknologien (foreløbig?) rykkede i baggrunden?
Gad vide hvornår den rykker ind igen – i det her postdigitale blik du er igang med at udvikle…
-
Jeg tror at jeg nu bedre forstår dit mål med dette projekt.
Det er måske “en øvelse”, men en meget gennemtænkt øvelse, hvor du parallelt afprøver metoder og kommunikationsformater.
Websiden er imponerende flot, men jeg føler ikke skarp nok til at give feedback på en webside som er bedre end det som jeg selv kan lave.
Jeg har derfor bedt Claude (Opus 4.6) om hjælp, og vil du præsentere dialogen i en ekstra sektion af metodefaget. Jeg skriver på Teams om lidt.
(Og din revideret projektdokument ser overbevisende. Jeg ved ikke om et var min skyld, at jeg ikke kunne “se” dit projekt klart nok fra starten, det er også en mulighed. Men dokumentet er ikke blevet værre 😉
Mit projekt følger ikke én enkelt model
Jeg læser ikke de forskellige tekster og modeller som én samlet metode, men som forskellige måder at forstå designarbejde på. Double Diamond og Design Thinking hjælper mig især med proces og faseforståelse, mens EDR og DBR hjælper mig med at forstå projektet som forankret i en konkret praksis og som noget, der både kan udvikle forståelse og pege mod design.
Samtidig minder Hanghøj m.fl. mig om, at designprincipper ikke bør forstås som færdige eller lineære, men som foreløbige og åbne for revision. Derfor giver det mest mening for mig at placere projektet i en define-orienteret fase frem for at hævde, at det allerede følger én entydig DBR-model.

Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.