Refleksioner

Alle i studiegruppen har forskellige erfaringer med online videoopkald, men ingen af os havde brugt et Zoom-opkald på præcis denne måde før. Det første, der faldt os ind, efter vi havde lavet mad, var, hvor hurtigt man glemte, at man rent faktisk var alene i køkkenet. Det giver mening, at vi oplevede en følelse af nærvær, fordi vi kommunikerede synkront i realtid, ligesom vi ville gøre, hvis vi talte med en person, der var fysisk til stede.
Der, hvor man alligevel bliver mindet om distancen mellem os, er, når man skal knibe øjnene sammen for at kunne se på skærmen, hvad den anden har gang i på skærebrættet. Uden at have planlagt det på forhånd havde alle dog arrangeret deres kameraopsætning, så der var en kameralinse placeret tæt på selve madlavningen, hvilket gjorde det lettere at se, hvad der foregik. Der var altså en form for fælles underliggende forståelse af, hvordan man producerer en madlavningsvideo.
På trods af vores semiprofessionelle kameraopsætning var vores synssans hæmmet en smule, hvilket gjorde præcis verbal kommunikation vigtig. Dette blev vi opmærksomme på, da en instruks om hakning af hvidløg blev udført anderledes, end afsenderen havde tiltænkt. For hvordan skal hvidløget egentlig hakkes? Skal det være groft eller fint? Skal det være tern eller skiver? Skal jeg bruge hvidløgspresseren eller kniven? Vi har alle vores erfaringer og madkulturelle baggrund, og derfor kan vores fortolkning variere.
Vi havde også en udfordring med, at vores videooptagelse ikke fortsatte ude i Zooms breakout rooms, hvilket er årsagen til, at vi kun følger én enkelt duos madlavning.
På trods af nævnte udfordringer endte vi dog med et udsøgt og aldeles velsmagende tapasbord, og længslen efter at smage det, de andre havde lavet, var aldeles til stede!

Refleksion fra videoklipperen

Da jeg arbejder med lyd og video, var de tekniske aspekter og kameraopsætningen ret interessante for mig. Vi havde nemlig alle vores egen tilgang til at instruere optagelserne. Jeg valgte for eksempel et simpelt enkeltkamera-setup, fordi jeg gerne ville flytte kameraet selv i stedet for at bruge et statisk kamera på stativ. Det giver mere dynamik og bevægelse i filmen. Statiske kameraer fungerer selvfølgelig også fint, hvis man har flere på sættet — som for eksempel Emil, der på et tidspunkt optog med tre kameraer fra forskellige vinkler. Det giver lidt af en “realityshow”-fornemmelse, hvor man føler, at man reelt er i det samme rum, mens der laves og nydes mad. 

-Vladimir 2026

Cultures of Creativity modellen

I refleksion viste modellens 1) haven, at vores forskellige opholdssteder og adgang til ingredienser åbnede op for kreative ideer (fx Vladimirs serbiske tapas-variant) 2) gøren, at vi alle var villige til at deltage, støtte og inspirere hinanden i forskellige fortolkninger af tapas (fx Emils vestjyske ost), 3) væren, at vi forstod hinandens traditioner (fx hældte Erik straks et glas vin op) og 4) kunnen, at vi gerne lærte fra os (fx Sigurds forståelse af “Hak hvidløg”) (Gauntlett & Thomsen, 2013, s.24). Under hele seancen bibeholdt gruppen en dynamisk god balance på tværs af leg, fremstilling, udveksling og refleksion (Gauntlett & Thomsen, 2013, s.26), og vores virtuelle samspil prægedes både af refleksion-i-handling, verbal refleksion over samme efterfulgt af metarefleksion (Schön, 2013, s.31).