Kategori: Uncategorized

I forhold til at videretænke aktiviteten, herunder brugen af SUNO i eksperimenterende fællesskaber, praksisfællesskaber, eller blot som understøttende værktøjer til enkelt-individer, vil jeg med afsæt i Deweys model for skole og samfund, give et bud på, hvad den globale og “online” dimension kan dække over. Hvis vi bliver ved tanken om at aktiviteten allerede er digitalt forankret og derfor passer ind i et online format, kunne den fx indtænkes i skole-regi, i følge med online undervisning eller som led i elevernes egne onlinefællesskaber der relaterer sig til musik og kreativitet. Som social og special pædagog ser jeg dog, og for mig en mere spændende mulighed, for at anvende Suno, fx i specialpædagogiske og psykiatriske praksisser. Man ved allerede fra praksis og forskningen, at musik har en veldokumenteret effekt på patienters trivsel – det kunne derfor være nærliggende at integrerer Suno i den daglige og almenpædagogiske praksis på fx botilbud og opholdssteder rundt omkring i landet, da det kan åbne op for en række didaktiske muligheder, der kan være med til at understøtte de forskellige målgrupper. Med Suno kan borgere selv blive medskabere af musikken og dermed også fortællingen der i dette tilfælde ville være deres egen. Med pædagogisk støtte kan aktiviteten endda rammesættes som en didaktisk proces, der understøtter trivsel, refleksion og kreativ udfoldelse. Hvis man tænker dette ind i Deweys model for skole og samfund kunne det fx se sådan ud:

Deweys dimensioner	Anvendelse af Suno i forhold til en social- og specialpædagogisk kontekst

Erfaring (Experience)

Borgere arbejder med egne livserfaringer, følelser og fortællinger, som omsættes til musik. Dette sikrer, at læringen/faciliteringen tager udgangspunkt i det enkelte menneskes liv og erfaring.

Relevans og interesse

Aktiviteten kan designes af personalet så den understøtter borgerens trivsel, personlighed og udfordringer. Musikken bliver et personligt redskab, som kan senere kan understøtte motivation og engagement.

Social kontekst / fællesskab

Selv i specialpædagogiske eller psykiatriske rum kan borgeren indgå i fællesskaber eller på egen hånd – fx i grupper eller onlinefora, i samråd med egne behandlere – hvor de kan dele og udvikle musik under private og skærmede forhold, hvilket styrker sociale relationer og relationen til dem selv.

Handling og eksperimentering

Deltagerne kan eksperimentere med melodier, tekst, akkordrundgange og arrangementer alt efter funktionsniveau. Fejl og afprøvninger bliver ressourcer for læring, refleksion, dialog og følelsesmæssig bearbejdning.

Kontinuitet

Aktiviteten kan gentages og udvikles over tid, hvor tidligere musikprojekter og erfaringer danner afsæt for nye eksperimenter og fortællinger.

Integration af samfund og skole / livssammenhæng

Aktiviteten forbinder deltagernes erfaringer med en større kulturel og kreativ praksis, fx ved at kunne dele musik online, deltage i digitale fællesskaber eller integreres i skole-musikforløb.

Minimering af waste

Aktiviteterne tager udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer og følelser, giver meningsfuld handling og anvender digitale værktøjer, hvilket reducerer spild af erfaring, indsats og muligheder.

Post-digital kropslighed

Deltagerne kan veksle mellem digitale værktøjer (fx SUNO, onlinefællesskaber) samt analoge aktiviteter (leg, bevægelse, fysisk instrument), hvilket understøtter både kreativitet og kropslig involvering.

Individuelle og terapeutiske rum

Aktiviteten kan tilpasses individuelt – fx til borgere med psykiske diagnoser eller særlige behov – hvor musik og fortællinger bruges til følelsesmæssig bearbejdning, refleksion og trivsel.

I denne kontekst bliver Suno ikke bare et musikværktøj, men en pædagogisk katalysator, der understøtter co-creation, eksperimentering og måske endda trivsel. Kobler digitale, analoge og kropslige rum, Giver mulighed for individuelle og fælles læringsoplevelser. Sikrer relevans, mening og personlig tilpasning – aktiviteten kunne derfor, i dette visionære rum, være et bud på noget der stemmer overens med Deweys principper om at brugere kan udvikle erfaring, relevans, handling og integration med samfundet såfremt det pædagogiske personale kan understøtte dette.

I denne blogpost vil jeg tage afsæt i flg to spørgsmål:  
“Hvordan kan mit forløb forbindes tydligere med det helt uformelle rum på dokk1? Samt “Hvordan kan kroppen træde ind i det post-digitale rum”? Til dette vil jeg komme med mit bud på hvordan ovenstående kan tænkes ind i at forbedre musik-værkstedet så det A: otpræder mere spontant – i forhold til den spontanitet jeg oplever som værende en integreret del af kulturen på Dokk1 og B: I forhold til det kropslige, herunder hvordan jeg tilpasser og designer aktiviteten til at kunne veksle mellem mit udgangspunkt: Den stillesiddende fordybelsesaktivitet, til senere at kunne tage del i mere spontane rum, hvor jeg som pædagog kan træde ind og ud af aktiviteter, og hvor jeg med fx computer, telefon / iPad, let kan tage del i og prompte samtaler, der opstår spontant, med afsæt i fx leg, og hvor børns egne fortællinger om legen bliver afsæt for inputtet til Suno for derefter at kunne danne grobund for nye aktiviteter med afsæt i rytmik, improvisation.

På Dokk1 arbejder jeg netop med ovenstående som følge af en løbende dialog med underviser / tutorer der også er til stede på dokk1. Dommen bliver efter ca. 1 times afprøvning af fordybelsesrummet med hovedtelefoner, at børneafdelingen netop den dag, måske har været for kaotisk til at kunne understøtte dette – måske man næste gang kan finde et rum der ligger mere afsides og som kan understøtte mine tanker om et fordybelsesrum, hvor børnene selv kan få lov at arbejde i Suno. Et konkret eksempel på hvordan jeg arbejder med krop og spontanitet er gennem et barns leg med en slange, hvor vi sammen omsætter fortællingen til musik. Teksten bliver noget a la: Slangen bor på solen, angriber Anton, ser gennem huden og varme, og slænger sig gennem skovbunden, og at dens store drøm er at bo på solen. Legen blev altså omdrejningspunktet for sangen, og gennem processen kunne jeg som pædagog træde mere i baggrunden med computeren, prompte samtaler og lade børnene være børn.

Hør sangene:
https://suno.com/song/992a6321-9a50-4138-a8af-76f9f6570105
https://suno.com/song/1466089b-eab2-4e5d-b1c4-e77cefcf7b72

Vekselvirkningen er med til at understøtte, at børnene kan træffe deres egne valg – i forhold til at de er styre fortællingerne, intet er så og sige givet på forhånd, som jeg så i eksperimentet med bøgerne som kilde til fortælling og musikken. Samtidig kan børnene gennem interview / samtale med mig engageres kropsligt, socialt og kreativt – dette ved at spørge ind til forskellige emner med afsæt i deres fortælling eksempelvis: “Hvordan danser slangen?” “Hvordan bevæger slangen sig når det er varmt / koldt?”. Aktiviteten får dermed karakter af en slags laboratorium, hvor vi undersøger hvordan digitale og analoge materialer spiller sammen, og hvor proces, co-experimenting samarbejde og omsætningen af fortællinger til musik – bliver vigtigere end det endelige produkt, selvom det også gav anledning til en del gode øjeblikke.

Samlet har jeg gennem forløbet lært noget om, hvordan et musikværksted kan fungere som et eksperimenterende fællesskab, der kombinerer spontane, uformelle rum med digitale værktøjer og kropslig deltagelse. Der opstår undervejs et læringsrum, hvor børnene er aktive medskabere og forhåbentligt også oplever ejerskab, samt får øje for de kreative muligheder der ligger og venter i spændingsfeltet mellem den digitale og analoge verden

I denne blogpost vil jeg prøve at stille skarpt på hvad jeg har undersøgt i mit lille musik-værksted på Dokk1, samt reflektere lidt over hvad jeg fik ud af det. I den følgende argumentation vil jeg svare på et spørgsmål med afsæt i Christian Ditters tanker om det eksperimenterende fælleskab, herunder, hvad fik jeg ud af processen. Samtidig trækker jeg på Thestrups begreb om remix-kultur som en ramme for laboratorietænkning, hvor analoge medier, i dette tilfælde bøger, fungerer som udgangspunkt for co-creation og co-eksperimentation i samspil med GAI-værktøjet SUNO.

Værkstedet er i sit udgangspunkt simpelt og kan afvikles med få ressourcer. Det eneste der kræves er adgang til Wi-Fi, samt et digitalt medie, i form af iPad, computer el. smartphone, der senere eller imens, kobles til en højtaler så lyden kan høres af deltagerne. På Dokk1 værkstedet havde jeg valgt at medbringe hovedtelefoner, da jeg havde en idé om at disse kunne skærme og dermed understøtte fordybelse. Med store forventninger til aktiviteten satte jeg ud efter min første forsøgskanin, i dette tilfælde en 8-årrigt barn. Broderen havde jeg også forsøgt at få til at deltage, men uden held – der skete vidst for mange spændende ting til at han skulle deltage i en stillesiddende aktivitet. Nuvel. Jeg får i bedste interviewer stil spurgt ind til alt fra musiksmag til hvilken fortælling vi skal vælge, hvorefter valget ender på bogen om Bo’s mor, en ko, der er taget i Bilka. Barnet læse et selvvalgt tekststykke op, mens jeg prompter teksten ind i SUNO, uden nogen idé om, hvad resultatet vil blive. Formålet var hertil at undersøge, hvad der sker, når vi i fællesskab afprøver nye muligheder, altså at undersøge Sunos’ muligheder i forhold til at lave musik ud fra et tekststykke i Bo’s bog. Kobler man hertil Dittert, vil han sige at det eksperimenterende fællesskab opstår, når der er læring gennem fælles undersøgelser og afprøvninger. Fejl ses som ressourcer, ikke noget, man skal undgå, og alle deltagere, både børn og voksne, bliver co-eksperimenterende på lige fod.

Og hvad fik jeg så ud af det? Jeg blev I mit lille musikværksted opmærksom på, at processen – det at udforske, omskrive, fejle og skabe musik sammen, var vigtigere end det endelige produkt. Musikken – det formelle, træder i baggrunden, og det uformelle – samarbejdet, improvisationen, pladsen til kunne lege, lære, fejle og eksperimentere, understøtter det åbne og kreative læringsrum, hvor børn kan bidrage med netop deres fortælling og hvor jeg som facilitator kunne lære gennem handling og afprøvning.

Praksisfællesskabet i dets nuværende form – tanken er at medlemmerne introduceres og motiveres til at dele deres musik og arbejdsproces, altså det der, i følge Wenger og Gauntlett, er selve motoren for læring i praksisfællesskabet, samt den kreative-sociale handling der skal understøtte fællesskab og identitet.

Der drøftes… ikke alle ser ud til at forstå idéen