I denne blogpost vil jeg prøve at stille skarpt på hvad jeg har undersøgt i mit lille musik-værksted på Dokk1, samt reflektere lidt over hvad jeg fik ud af det. I den følgende argumentation vil jeg svare på et spørgsmål med afsæt i Christian Ditters tanker om det eksperimenterende fælleskab, herunder, hvad fik jeg ud af processen. Samtidig trækker jeg på Thestrups begreb om remix-kultur som en ramme for laboratorietænkning, hvor analoge medier, i dette tilfælde bøger, fungerer som udgangspunkt for co-creation og co-eksperimentation i samspil med GAI-værktøjet SUNO.
Værkstedet er i sit udgangspunkt simpelt og kan afvikles med få ressourcer. Det eneste der kræves er adgang til Wi-Fi, samt et digitalt medie, i form af iPad, computer el. smartphone, der senere eller imens, kobles til en højtaler så lyden kan høres af deltagerne. På Dokk1 værkstedet havde jeg valgt at medbringe hovedtelefoner, da jeg havde en idé om at disse kunne skærme og dermed understøtte fordybelse. Med store forventninger til aktiviteten satte jeg ud efter min første forsøgskanin, i dette tilfælde en 8-årrigt barn. Broderen havde jeg også forsøgt at få til at deltage, men uden held – der skete vidst for mange spændende ting til at han skulle deltage i en stillesiddende aktivitet. Nuvel. Jeg får i bedste interviewer stil spurgt ind til alt fra musiksmag til hvilken fortælling vi skal vælge, hvorefter valget ender på bogen om Bo’s mor, en ko, der er taget i Bilka. Barnet læse et selvvalgt tekststykke op, mens jeg prompter teksten ind i SUNO, uden nogen idé om, hvad resultatet vil blive. Formålet var hertil at undersøge, hvad der sker, når vi i fællesskab afprøver nye muligheder, altså at undersøge Sunos’ muligheder i forhold til at lave musik ud fra et tekststykke i Bo’s bog. Kobler man hertil Dittert, vil han sige at det eksperimenterende fællesskab opstår, når der er læring gennem fælles undersøgelser og afprøvninger. Fejl ses som ressourcer, ikke noget, man skal undgå, og alle deltagere, både børn og voksne, bliver co-eksperimenterende på lige fod.
Og hvad fik jeg så ud af det? Jeg blev I mit lille musikværksted opmærksom på, at processen – det at udforske, omskrive, fejle og skabe musik sammen, var vigtigere end det endelige produkt. Musikken – det formelle, træder i baggrunden, og det uformelle – samarbejdet, improvisationen, pladsen til kunne lege, lære, fejle og eksperimentere, understøtter det åbne og kreative læringsrum, hvor børn kan bidrage med netop deres fortælling og hvor jeg som facilitator kunne lære gennem handling og afprøvning.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.