Define
Velkommen tilbage til didaktik.tak! 😎
I vores rejse gennem Define-fasen har vi kigget nærmere på den data, vi samlede i Discover-fasen. Formålet? At få et bedre greb om de centrale udfordringer og problemer, vi står overfor i designprocessen.
Vi har besluttet os for at lade vores empiri guide os i retning af vores målgruppe. I den første testfase vil vi fokusere på dem, der har vist interesse for vores koncept, som vi har identificeret gennem vores survey. Vi planlægger at afprøve en online fællesspisning med denne gruppe for at se, hvordan det fungerer i praksis.
Feedback fra vores undersøgelser viser, at selvom mange synes, vores idé er god, så føler de ikke, den er relevant for dem selv, da de ikke selv oplever problematikker med ensomhed.
Vi vil skabe et koncept, der bringer mennesker sammen online omkring et måltid. Til at begynde med vil fokus primært være på selve spisningen, men vi ser også potentiale for yderligere udvikling af konceptet. Zoom vil danne rammerne for vores afprøvning. Vores overordnede mål er at udvikle og designe en platform, hvor vores koncept kan udfolde sig.
Interviewet med Rikke Dige bekræftede vores antagelse om, at mad og drikke har en betydningsfuld rolle i at skabe åbenhed og samhørighed. Dette understøtter vores vision om, at mad skal være en central del af vores koncept.
Vi ser frem til at afholde interviews med eksperter som Marianne Mortensen og Michael Vesterskov for at få yderligere indsigt i facilitatorrollen, betydningen af måltidet og opsætningen af arrangementet.
Vi har også kontaktet vores første eksterne testvært, Katja Sørensen, som er social- og specialpædagog. Hun vil afprøve online fællesspisning med en målgruppe fra hendes arbejdsplads på et socialpsykiatrisk botilbud.
Baseret på ovenstående har vi formuleret følgende forskningsspørgsmål.
Forskningsspørgsmål
Hvordan kan en digital platform designes med henblik på at facilitere sociale interaktioner og fællesskaber omkring måltider?
- Kan man opnå en fællesskabsfølelse online?
- Kan det mindske ensomhedsfølelsen at deltage i online dining?
- Hvilken betydning har måltidet for fællesskabsfølelsen?
- Hvordan kan kreativitet online være med til at styrke fællesskabsfølelsen?
- Hvilken betydning har rollen som facilitator?
Designudfordring
I vores seneste spørgeundersøgelse stødte vi på en udfordring: Mange deltagere syntes, at vores idé var god, men ikke noget for dem personligt. Det er en udfordring, når vores målgruppe er så bred og varieret, og når mange foretrækker det fysiske møde frem for det digitale. Vi står over for spørgsmålet:
Hvordan får vi udbredt vores koncept, når vi ikke har en enkelt fysisk placering eller virksomhed?
Det er en udfordring at identificere specifikke målgrupper, som kunne være særligt interesserede i vores projekt. Vores vision er at skabe et fællesskab omkring madlavning og måltider, og foreløbigt vil det hele foregå online via Zoom. Hertil spørger vi:
Er det overhovedet muligt for os at udvikle en platform, der kan rumme dette, og hvordan undgår vi at blive opfattet som endnu en ensomhedsapp?
Det er her, vores designudfordringer opstår. Hvordan skaber vi en digital platform, der ikke kun fungerer som et sted at mødes virtuelt, men også formår at skabe fællesskab og forbindelser på en autentisk måde?
Disse spørgsmål er afgørende for vores projekt, da vi stræber efter at udvikle vores egen platform, der kan rumme vores vision om fællesskab og samvær omkring mad.
Designprincipper #1
Vi lægger stor vægt på, at vores platform skal være brugervenlig og intuitiv at anvende. Ideelt set ønsker vi en app eller platform, der er nem at åbne og navigere rundt i, så alle føler sig velkomne og komfortable.
Samtidig stræber vi efter et enkelt og behageligt visuelt design, der gør det let for brugerne at orientere sig og finde det, de søger.
Det er af afgørende betydning for os, at vores platform ikke blot opfattes som endnu en ensomhedsapp. Vi ønsker at fremhæve den som en app, der fremmer fællesskab og forbindelser for alle brugere.
Vi bruger begrebet “ensomhedsfølelse” frem for bare “ensomhed”, da det anerkender, at alle kan opleve perioder med ensomhed, men det at definere sig selv som ensom kan være en sårbar erkendelse.
Vores tilgang til designprocessen er iterativ, hvilket betyder, at vi løbende vil arbejde med at forbedre og tilpasse vores design for at opnå det bedst mulige resultat.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.