Hvad lavede vi?
Vi laver generelt ikke så meget mad, men vi besluttede os for at udfordre os selv. Vi valgte derfor at lave butter chicken. For at det ikke blev for stor en udfordring, havde vi fundet en nemmere version. Vi fulgte denne opskrift, som var ny for os begge: https://www.rosekylling.dk/opskrifter/nem-butter-chicken/
Derudover fik vi hjælp fra en tredje person, som hjalp os på forskellige tidspunkter i processen.
Udfordringer
I processen havde vi nogle få udfordringer som et resultat af, at vi fysisk ikke var samme sted. Det drejede sig fx om tilsmagning af retten, hvor det var svært at hjælpe hinanden, når man ikke selv kunne smage den andens ret.
Oplevelse og fællesskab
Undervejs i øvelsen brugte vi hinanden til sparring om eksempelvis rettens konsistens og generelt vores oplevelser undervejs. Idet vi begge var på udebane, gav det en tryghed og følelse af støtte.
På trods at samarbejdet på nogle måder var begrænset, oplevede vi en følelse af samvær ved denne måde at lave mad ‘sammen’.
Resultatet
Selvom vi stod i forskellige køkkener, endte retterne med at minde meget om hinanden. Begge retter var vellykkede, og vi var positivt overraskede over rettens sværhedsgrad.
A model of culture
Ser man øvelsen i sammenhæng med modellen ‘A model of culture’ (Gauntlett & Thomsen, 2023, s. 27) kan man pege på, at den kan skabe fælles mening og fællesskab. Den skaber sammenhæng mellem vores forskellige ‘kulturer’, i form af baggrund og familie, ved at understøtte kommunikation om et fælles tredje i form af den samme øvelse, ret, opskrift mm. (Løw, 2019. s. 15-16). Her udnyttes vores forskellige baggrunde og perspektiver til at få ny viden.
Spørgsmål
Hvordan kunne vi have arbejdet bedre med den visuelle del af øvelsen, når videooptagelserne fejlede?
Hvordan tænker I, at udførelsen af øvelsen ville have været anderledes, hvis vi havde valgt en ret, som én af os eller begge havde lavet før?
Kommentarer
-
Hej med jer – spændende at læse om jeres butterchicken-projekt!
Vi genkender meget af det, I beskriver, især udfordringen med at være i forskellige køkkener og ikke kunne smage hinandens mad. Det var også en af de ting, vi oplevede som et “asynkront fællesskab”, hvor man på én gang er sammen og alligevel adskilt. Vi synes, det rammer meget godt ind i følgende…Having: I havde ingredienserne, men hver i jeres eget køkken. Det understreger, hvordan fælles rammer kan være spredt ud og alligevel danne grundlag for et fællesskab.
Doing: Selve madlavningen blev præget af både samarbejde og forskelle i tempo. Det minder os om, at kreativitet tit opstår i improvisation, ikke i stram synkronisering.
Being: I oplevede jer selv som et team, men samtidig var I adskilt. Den spænding mellem at være fælles og individuel er netop en del af en eksperimenterende kultur.
Knowing: Jeres refleksion over valg af ret og dokumentation er et eksempel på, hvordan erfaringer kan bruges til at tænke næste skridt anderledes.Til jeres spørgsmål: Vi tror, at en visuel del kunne have bestået af små snapshots fra processen – f.eks. billeder af ingredienser, skærmklip fra Zoom eller stemningsøjeblikke. På den måde kan forskelligheden i jeres oplevelse også blive en del af den fælles fortælling.
Et åbent spørgsmål vi selv sidder med: Hvornår styrker det mest kreativiteten at vælge en helt ny ret, og hvornår skaber det mere fællesskab at bygge på noget, én af jer kender godt i forvejen? Hvis I havde valgt en ret, som én af jer kendte godt, kunne det måske have skabt en tydeligere rollefordeling (ekspert vs. nybegynder). Det kunne have gjort processen mere struktureret, men måske også mindre udfordrende og kreativ, fordi I ikke stod i samme usikkerhed.
-
Det er interessant at i sætter jer selv på prøve med en ret, I ikke rigtig er kendt med. Der bliver vel et behov for at prøve retten flere gange for at få den til. I sætter ihvertfald eksperimentet i scene og det gør det nødvendigt at tale sammen om netop det – at I eksperimenterer. I er i et madlaboratorium. Det ville være en videreudvikling, hvis I inddrog andre i selve processen, spurgte dem til råds, diskuterede med dem. Altså at I to rakte ud til andre for at komme videre.
Jeg ved jo ikke helt, hvad problemet med optagelserne var? Man kan jo sætte Zoom til at optage det, der foregår og bagefter gemme optagelserne på computeren. Så skal der klippes eller evt. screendumpes. Jeg selv anvender bla. i-movie på min mobil
Udfra billederne ville jeg overveje det med kameraerne. Som I sikkert har set af nogle af de andre grupper dukker anderledes kameraplaceringer op og muligheden for at komme tæt på, så man kan se hinandens processer.
Det med at smage er dybt interessant. For det første er det jo ikke sikkert, at man er alene i et køkken. Man kunne forestille sig, at det er to køkkener med flere personer, som kobles op på hinanden. Eller to værksteder eller to makerspaces. Altså rum, hvor der foregår meget lokalt eller fysisk og som samtidig er sammen online synkront eller asynkront. Samtidig kan vi jo aldrig dele smag selvom vi står i samme fysiske køkken. det er altid en forhandling eller en del af en kultur, hvordan noget smager. man kan sige, at I er ved at etablere en kultur, hvor smag skal opdages, diskuteres, besluttes, udfordres, før den er tilstede…
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.