
Introduktion
Udgangspunkt:
Naturbilledet fra sektion 2 i padlet, med tilhørende billede i kommentarsporet.
I dette projekt undersøges samspillet mellem den danske natur og GAI-genereret kunst med udgangspunkt i børns kreative potentiale. Vi er nysgerrige på, hvordan børn kan engagere sig med deres naturlige omgivelser, og hvordan teknologi kan bruges som et værktøj til at fortolke og omforme deres kunstværker. Vi udvikler et læringsforløb til folkeskolen, i faget billedkunst, for 4.-6. klasse, hvor børn lærer om naturen og udvikler en forståelse for, hvordan moderne teknologier som GAI kan være en del af den kunstneriske skabelsesproces.
Vores proces

AI til billedkunst i folkeskolen
Målgruppe: 4. – 6. klasse
Formål: Aktiviteten skal stimulere kreativ tænkning og lære, hvordan AI kan understøtte den kreative proces i billedkunst. Kombinationen af digitale og analoge elementer giver børnene mulighed for at udnytte deres egne kreative evner samtidig med, at de ser, hvordan teknologi kan hjælpe dem med at udvide deres kunstneriske udtryk
Natur og kunstskabelse – Analog del
Materialer: Farveblyanter, papir, akvarel, lærreder, naturmaterialer (blade, blomster osv.), tuscher, kamera
Aktivitet: Eleverne starter med at udforske deres lokale natur. De kan vælge et naturligt element, der fanger deres opmærksomhed, som f.eks. et træ, en blomst eller en sten. Herefter skal de skabe et kunstværk baseret på deres oplevelse af naturen. Dette kan gøres gennem tegning, maling eller lignende. Efter at have skabt deres værk, beskriver eleverne deres inspirationskilde.
Læringsmål:
Kreativitet og naturforståelse:
Eleverne skal kunne skabe et kunstværk inspireret af deres egne observationer i naturen ved hjælp af enkle materialer som farveblyanter, papir og naturmaterialer, og kunne forklare, hvad der inspirerede dem.
Visuel og mundtlig formidling:
Eleverne skal kunne præsentere deres kunstværk og sætte ord på deres kreative proces, både skriftligt og mundtligt, på et niveau, der passer til deres klassetrin.
Naturens æstetik:
Eleverne skal lære at identificere æstetiske elementer i naturen, såsom farver, former og strukturer, og bruge disse aktivt i deres kunstværker.
AI-assisteret kunstfortolkning – Digital del
Værktøj: Kamera, AI billedgenerator
Aktivitet: Eleverne tager billeder af deres analoge kunstværker og indtaster beskrivelser af dem i AI-værktøjet. AI’en vil herefter generere nye fortolkninger af deres kunstværker, hvor det originale billede bliver transformeret eller udvidet. Dette kan skabe grobund for dialog i klassen omkring, hvordan AI kan inspirere til kunst, samt hvordan man forholder sig kritisk til de resultater, som AI genererer.
Læringsmål:
Introduktion til AI-teknologi:
Eleverne skal kunne tage et billede af deres analoge kunstværk og bruge en simpel AI-billedgenerator til at skabe en ny fortolkning af deres kunst, samt forstå, hvordan teknologien arbejder med deres input.
Kritisk refleksion:
Eleverne skal kunne diskutere forskellene mellem deres originale kunstværk og AI’s fortolkning, og reflektere over, hvordan teknologien ændrer eller tilføjer noget nyt til deres idéer.
Eksperimentere med digitale og analoge metoder:
Eleverne skal opmuntres til at afprøve forskellige måder at kombinere deres analoge tegninger med AI-genererede billeder og opleve, hvordan digitale værktøjer kan udvide deres kreative muligheder.
Kunstfortolkning i fællesskab
Aktivitet: Eleverne inddeles i grupper, hvor de præsenterer deres oprindelige kunstværker og forklarer, hvordan AI har ændret deres originale idé. I gruppen vil de diskutere, hvordan AI’s input har ændret deres kunst, og om AI har åbnet op for eller begrænset nye perspektiver.
Læringsmål:
Samarbejde og præsentation:
Eleverne skal kunne præsentere deres egne og AI’s kunstfortolkninger for deres klassekammerater i små grupper og indgå i en diskussion om de kunstneriske forskelle og ligheder.
Forståelse for teknologiens rolle:
Eleverne skal udvikle en forståelse for, hvordan teknologi, såsom AI, kan hjælpe med at skabe kunst, men også lære at tage ejerskab over deres egne kunstneriske valg og ikke lade teknologien overtage processen.
Kritisk stillingtagen:
Eleverne skal lære at forholde sig kritisk til teknologiens indflydelse på kreativitet, og hvordan de kan bruge teknologi som et værktøj uden at lade det diktere deres kunstneriske udtryk.
Refleksion

Vi indledte hele vores projekt med en idégenereringsproces med divergent tænkning som tilgang, vi gav bevidst fantasien frit spil for at åbne op for et bredt spektrum af kreative muligheder. Denne tilgang styrkede vores kreative proces og gav os en større variation af potentielle løsninger til opgaven. Ved at anvende Zoom som digital platform fik vi faciliteret en idéudvikling, hvor alt fra ænder som kunne anvendes i løb for at styrke motoriske færdigheder, til æbler, der kunne bruges i en bageaktivitet over Zoom, blev bragt i spil. Efter den initiale fase med divergent tænkning, bevægede vi os mere ind i en konvergent fase. Her blev det nødvendigt at indsnævre og evaluere vores idéer for at kunne fokusere på en konkret løsning. For at strukturere denne proces præsenterede hver deltager én udvalgt idé, som vi derefter diskuterede i fællesskab. Under dialogen anvendte vi mindmapping som et visuelt værktøj for at skabe overblik og strukturere vores tanker omkring hver enkelt idé. Denne tilgang gav os mulighed for at analysere og reflektere over de præsenterede idéer på en systematisk måde.
Afslutningsvist anvendte vi en demokratisk afstemningsmetode for at træffe den endelige beslutning. Denne metode sikrede at alle deltageres input blev værdsat og indgik i beslutningsprocessen, hvilket skabte en følelse af fælles ejerskab over den valgte løsning.
I vores udvikling af læringsforløbet, tog vi udgangspunkt i Dalsgaard og Rybergs model for digitale læringsrum (Dalsgaard & Ryberg, 2022) som ramme for at balancere åbne og lukkede læringsmiljøer, hvilket har været nyttigt i forhold til at skabe læringsaktiviteter, som tilgodeser både selvstændig udforskning og struktureret vejledning.
I den analoge del af vores læringsforløb kan børnene placeres i det individuelle læringsrum, her får børnene mulighed for at skabe kunstværker baseret på deres oplevelser af naturen. Her er der fokus på individets handlekraft, rummet understøtter en undersøgelse og konstruktion, hvor børnene er ude i naturen for at få, eller indsamle, inspiration til deres værker og herefter konstruere deres idé(er).
I kontrast til dette kan vores digitale del fortsat placeres i det individuelle læringsrum, hvor fremstilling understøttes, man kan måske kalde det for et lukket læringsrum, da børnene her får vejledning i at prompte og transformere deres analoge værker ved hjælp af AI.
Vi bevæger os i sidste del af forløbet over i arbejdsgruppen, her understøttes kommunikation i diskussion omkring AI’s fortolkninger af deres kunstværker, samt hvordan AI har ændret deres input, videre bevæger børnene sig ind i interesse fællesskabet, når de deler deres erfaringer og kunstværker med hinanden, samt reflektere over hvordan deres kreative processer er blevet påvirket. Her kan børnene diskutere teknologiens rolle i kunst og kreativitet, som kan skabe en fælles forståelse.
Slut i vores projekt reflekterede vi over vores læringsforløb, her opstod der spørgsmål om AI’s rolle i elevernes kreative processer, fordi der også kan opstå en bekymring for hvordan kan vi integrere AI uden at den overtager, men i stedet understøtter elevernes udvikling? Udover dette er der også etiske aspekter der bør overvejes ved brugen af AI til skabelse af kunst, for hvordan sikrer vi at børn forstår teknologiens indflydelse og grænser? Og kan vi hjælpe eleverne ved at fremme kritisk tænkning, så de reflektere over hvordan AI ændrer deres oprindelige idéer, så de ikke bare acceptere resultaterne ukritisk?
Litteraturliste
Dalsgaard, C. & Ryberg, T. (2022). Digitale læringsrum: Samfundslitteratur, del 2 (s. 63)
Dette indlæg har 7 kommentarer
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Spændende video! Det er jo en metavideo, der fortæller om jeres proces, mere end i jeres proces. Det er. også interessant med stemmen, der fortæller, for I 3 forsvinder ikke af den grund. I er meget tydeligt tilstede som afsendere af videoen. I har et blik på jer selv som dem, der konstruerer.
Kunst og AiI er jo så småt begyndt at dukke op som et felt. Jeg ville snakke med Søren Pold på Medievidenskab på AU og jeg ville lede efter nogle kunstnere som faktisk anvender AI som en del af deres kunst. Cindy Sherman er på Instagram og anvender AI som en del sf hendes arbejde med køn og med billeder. I kender hende formodentlig.
Jeg sidder og tænker over processen. Den er jo fuldt logisk, når AI nu tænkes som et nye element ind i den kreative proces. Men man kunne jo også hævde, at ethvert element, som blev fjjet til kunne ændre proces, værktøj og udtryk. Man kunne jo også hævde, at det sekund, I starter en proces med en række valgte materialer, så følger der en tradition med, en måde at bruge værktøjer, osv på. Altså en måde at afbilde f.eks. naturen på. Farveblyanten er ikke sandere eller tættere på naturen eller tættere på at fortælle om naturen end et AI-redskab er.
Jeg ville også tænke i hvad der mon forandrer brugen af AI – eller hvor AIs potentale for at vise forskellige muligheder for udtryk folder sig ud? Der er jo allerede måder og traditioner her for at fortælle og udtrykke sig med AI, men en del af det er jo også at kunne skifte udtryk undervejs.
Halløjsa!
Først og fremmest er det en rigtig god video. Det er nemt som seere at følge med jeres proces fra start til slut, og dermed kommer der mange elementer i at finde inspiration af jeres produkt. Det er også spændende, hvor mange forskellige værktøjer i har brugt, fra mindmap til en videoproduktion til en aktivitet. Det er også rart for øjet, at jeres blog er blevet farvet opdelt, hvilket virker godt. Derudover er det rart, at jeres aktiviteter er kort og konkret beskrevet, det gør det nemt og overskueligt. Jeg ser frem til at følge med yderligere i jeres proces, og se resultaterne fra praksis.
/Datadrømmerne
Kære Fremtidens-IT-didaktiker
Sjovt at følge jeres egen proces i videoen – og godt med det visuelle overblik over alle it-teknologierne, I har brugt undervejs i undersøgelses-, konstruktions- og kommunikationsprocesserne. Det giver et godt billede af at it-teknologierne er her, der og alle vegne. Jeres aktiviteter demonstrer, at I sætter eleverne i mangfoldige situationer, hvor de skal udforske og transformere noget fra et format til et andet, hvad enten det er fra observation i naturen til papir og blyant eller fra digitalt billede til AI-genereret billede. I spørger, hvordan vi kan integrere AI, så det understøtter og ikke overtager elevernes udvikling, men for at gå i dialog om dette, skal vi måske spørge om, hvilken udvikling hos eleverne vi er bekymret for den overtager. I opgaverne I stiller, laver I i min optik nogle præcise mål og vælger aktiviteter, som hjælper jer med at nå målet. Jeg oplever at i aktivt bruger AI, til at omsætte, fra et format til et andet og at I på den måde udvider elevernes handlerum og hermed deres udvikling i relation til dette. Alt for nu 1713
Hej!
Super fed video, det var rigtig sjovt at kunne følge med i jeres proces på denne måde, og det virker rigtig godt med voiceover. Det virker rigtig godt, når I kombinerer jeres samtaler med relevante billeder og skærmbilleder. Det skaber en mere dynamisk oplevelse, og giver os et klart indblik i, hvad der foregår, og gør det lettere at forstå jeres ‘metaperspektiv’.
Integration af GAI i billedkunstundervisning introducerer både eleverne til GAI, og åbner samtidig op for vigtige diskussioner og refleksioner om teknologi som i undervisning. Det giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan deres oprindelige ideer kan blive udvidet gennem teknologi. Eleverne skal ikke bare se GAI som et værktøj, men også forholde sig til det, her de ændringer, GAI skaber i deres værker.
Vi tænker at det er vigtigt, at eleverne ikke ukritisk accepterer GAI’s resultater som bedre eller mere værdifulde end deres egne, men i stedet forholder sig bevidst til hvad GAI bringer ind i processen. Gennem diskussioner og refleksioner kan eleverne udvikle en bevidsthed om teknologiens rolle, og måske tage mere ejerskab over deres kreative valg.
Opsætningen af jeres post er også flot og overskuelig 🙂
Har I selv nogle bud på hvordan vi kan støtte, at eleverne føler sig mere som skabere end som brugere af GAI, når vi arbejder med GAI-genererede billeder?
Mvh De Legende Legender
Hej Fremtidens it-didaktikkere
Mega spændende at blive taget så meget med i jeres proces. Vi synes feltet kunst og AI er super interessant, der opstår mange spørgsmål omkring, hvad er okay at bruge AI til og hvad er ikke okay. Er AI som et værktøj ligesom blyant, akvarel eller lærred? Hvad skal det bruges til inspiration, brainstorming, efterarbejde? Hvad der er okay og ikke er okay og om man overhovedet kan kalde noget der generet for kunst er subjektivt. Vi tror dog stadig flere arbejder inden for billedkunsten generelt ikke er de største fans af ideen. Derfor kunne det være interessant at se på nogen der aktivt bruger det i deres kunstværker, er det noget i tidligere er stødt på?
Omvendt kan man også tænke på inklusion og om AI hertil kan tænkes som en medspiller, for hvad er kunst egentligt? For den gruppe børn og unge, som ikke finder det let at fx. Tegne eller modellere, eller er motiveret her af, man AI måske være med til at understøtte dette. Dette peger vel i et omfang også tilbage på at være skarp på sit formål med undervisningen, som Det tydeligt kan ses I også har gjort jer overvejelser omkring.
Tak for at skabe nysgerrighed sætte refleksioner igang.
Virtuelt highfive fra
Femtentusindottehundrereseks.
Hej Fremtidens it-didaktikkere!
Wow en flot video I har udarbejdet – det er virkelig fedt at man kan følge med I jeres proces omkring jeres tanker og udarbejdelse af aktiviteten!
I har også en flot beskrevet og visuel gennemgang af jeres aktivitet. Vi synes at I har gjort jer nogle gode refleksive tanker omkring brugen af GAI ud fra jeres aktivitet samtidig med, at I stiller jer kritiske og refleksive overfor forskellige perspektiver i brugen af GAI. Det er et spændende projekt, hvor man tydeligt kan mærke at I har reflekteret over mange forskellige perspektiver til fremtidens brug af GAI i undervisningen – keep up the good work! 🙂
TechTrio
Hej fremtidens IT-didaktikere,
Visuelt er jeres blog behagelig at følge, med en god opsætning, farver og billeder. Jeres tekster beskriver klart og tydeligt, hvad opgaven går ud på. Opdelingen af den analoge og digitale del fungerer også rigtig fint.
Jeg kan desuden rigtig godt lide, at I har rammesat den kritiske del, så det er tydeligt, hvordan en diskussion om brugen af AI kan finde sted.
Med hensyn til jeres etiske overvejelser omkring brugen af AI til at skabe kunst: “Hvordan sikrer vi, at børn forstår teknologiens indflydelse og begrænsninger?” Her tænker jeg netop, at en fælles diskussion, som I har rammesat rigtig godt, kan være en god læringsproces til at træne børnene i at være kritiske.
Da jeres idé er så spændende og noget, man sagtens kunne arbejde med ude i klasserne, havde jeg dog håbet at se flere eksempler på det “færdige resultat,” eller at det var lidt tydeligere, samt at se jer selv prøve og diskutere produktet i fællesskab, eksempelvis i jeres video.
/Amplexus.