



At lave mad sammen, hver for sig
Vi kastede os ud i et madlavningsprojekt, og for at reflektere over proccesen, har vi benyttet modellen “Cultures of Creativity“ (Gauntlett & Thomsen, 2013). I forhold til modellen havde vi alle pasta som fællesnævner (Having). Det særlige var, at vi hver især skulle tilføje ingredienser, som var inspireret af et land, vi havde fået tildelt (Playing). På den måde fik vores retter et præg af forskellige madkulturer, selvom udgangspunktet var det samme.
Da vi gik i gang, stod vi hver især i vores køkken og snittede, kogte og stegte (Doing). Vi blandede os ikke så meget i hinandens processer, men talte undervejs, bl.a. om koriander og smagssammensætninger. Det kreative lå i aktiviteten med at lave mad sammen online, snarere end i selve madlavningen.
Samtidig opstod der en hyggelig og uformel stemning (Being). Rummet bar præg af leg, eksperimenter og kreativ udfoldelse, hvor vi gav vores pastaret et kulturelt twist.
Vi lærte også noget undervejs (Knowing). Vi delte tips og teknikker med hinanden – hvordan man bedst snitter grøntsager eller bearbejder råvarer. Zoom gjorde det muligt for os at være synkrone, og med både computer- og mobilkameraer kunne vi vise hinanden, hvordan vi tilberedte maden.
For at give os selv et sjovt benspænd havde vi på forhånd indført et lille element af leg (Playing). Et digitalt “lykkehjul” tildelte os hvert vores land, som retten skulle tage afsæt i. Tanken bag var, at pasta både er globalt og lokalt: Den har sine rødder i Italien, men kan samtidig findes i ethvert supermarked verden over.
Som Gauntlett beskriver, blev vores fælles madlavning en kreativ platform, hvor både scene og flow spillede centrale roller (Gauntlett, 2023). Vores køkkener fungerede som individuelle scener, mens Zoom bandt dem sammen i et fælles digitalt rum. Her kunne vi vise vores proces og udveksle idéer. Flowet opstod naturligt gennem fordybelsen i madlavningen og den legende interaktion med gruppen. Det skabte en engageret og kreativ stemning, hvor tid og sted trådte i baggrunden.

Kilder
Gauntlett, D. & Thomsen, B. S. (2013) Cultures of Creativity
Gauntlett, D. (2023). Creativity: Seven Keys to Unlock Your Creative Self. Polity
Spørgsmål til kommentarer
Synes du, at det faktum at vi har fået tildelt hvert vores land og de dertilhørende madkulturelle elementer, der følger med, virkede til at understøtte det legende og kreative element i madlavningen, og forbandt det lokale og globale?
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.