Men selv nede fra bunden af glasset kan jeg se to steder, hvor vi i dag gerne ville skrue mere op:
- Forbindelsen til det uformelle rum omkring os
- Kroppen i det post-digitale værksted
- Fantasimaskinen
1. Stærkere forbindelse til det uformelle rum (og robotterne)
Fra min plads i glasset kunne jeg mærke, at vi kun brugte en lille bid af det store DOKK1-hav. Rundt om os var der bøger, leg, udsigt, robotter og andre aktiviteter – et helt økosystem af muligheder. Børnene fandt fint hen til os, men værkstedet kunne have været meget tydeligere forbundet med resten af rummet.
Allerede under forløbet begyndte vi intuitivt at trække DOKK1 mere med ind i værkstedet: Studiegruppen lagde et par bøger om havet og havdyr på den grønne bænk for at se, hvad der skete. Nogle børn begyndte at bladre, pege og sammenligne deres egne tegninger med billederne i bøgerne. For mig lignede det, at biblioteket så småt begyndte at sive ind i værkstedet – som en strøm, der forbinder øerne.
Hvis vi lavede forløbet igen, ville vi – set med fiskens øjne – gå mere systematisk til det og fx:
- sende børnene ud på små “hav-missioner” i det åbne rum, hvor robotter patruljerer “havet” og guider dem videre til glasset
- lade robotterne være budbringere, der kører små kort med ord eller billeder mellem glas, bord og skærm, så forbindelsen mellem stationerne bliver konkret og kropslig
- tegne eller markere gulvet som en “havbund”, hvor børnene bevæger sig mellem glas, bord, skærm og VR i et mere legende flow – som at svømme mellem rev
- arbejde mere bevidst med bøgerne som del af værkstedet, fx ved at lade børnene finde “deres” havdyr i bøgerne efter besøget ved glasset og bruge det som afsæt for tegning og AI-billeder
Pointen – også for en lille fejl-404-fisk som mig – er, at selve DOKK1-miljøet bliver medskaber:
Værkstedet er ikke en aflukket ø, men en del af et større uformelt læringsrum, hvor robotter, bøger og andre aktiviteter trækker med.
2. Kroppen i det post-digitale rum
Kroppen var allerede med: børn, der løber hen til glasset, læner sig ind over mig, sidder tæt ved bordet og står med VR-brillerne på. Men vi havde mulighed for at gøre kroppen mere eksplicit til medie – særligt inspireret af greenscreen-eksemplet fra undervisningen.
I greenscreen-videoen følger vi pædagogen Elisabeth Mathisen og børnene i børnehaven “The Hobbit”. Børnehaven forstås som et laboratorium, hvor børn og voksne eksperimenterer med greenscreen som legende teknologi. Børnene bruger hele kroppen, spiller roller og fortæller med krop og stemme, mens det digitale lag først kommer bagefter. Projektet er en del af Erasmus+-projektet Mini-makers.
4ø4-fisken (hviskende): Her kunne vi godt have inviteret kroppen endnu mere med ind i havet…
Hvis vi oversætter den tankegang til vores eget lille hav, kunne vi fx:
- lade børnene posere som havdyr (blæksprutte, fisk, tang) og filme/fotografere dem – og bagefter lade deres kroppe optræde som elementer i det digitale hav (Thinglink/VR)
- lave små bevægelseslege mellem stationerne: “svøm som en fisk hen til glasset”, “gå som en krabbe til bordet”, “synk langsomt ned mod skærmen”
- invitere børnene til at lave kropslige miniscener, hvor de viser, hvad der sker i havet (ro, storm, forurening) – og først bagefter oversætte det til tegninger og AI-billeder
Set fra bunden af glasset handler det om, at kroppen ikke kun “transporterer” barnet rundt mellem stationerne, men bliver første udtryksform.
3. Fantasimaskinen
Oprindeligt, var en del af vores værksted den lille fantasimaskine, som var en lille AI-model, udviklet til at give eleverne idéer. Fantsimaskinen kunne med ét knap spytte idéer ud som “måske er der en fisk der danser ballet med en stor haj” mm. Fantasimaskinen opstod som en løsning på et problem vi oplevede i praksis ugen forinden DOKK1 – de mennesker vi testede på kunne simpelthen ikke forestille sig det fantastiske der kunne være i glasset, eller på havets bund.. På DOKK1 opstod en noget anderledes holdning til fantasiens verden. Fantasimaskinen blev simpelthen ikke brugt i dette rum. Børnene kunne med introducerende spørgsmål nemt spore sig ind på deres fantasi og dermed forestillingsevnen. Fantasimaskinen blev altså en overflødighed.
Opsamling
Det digitale lag – AI, fælles hav og VR – bliver så en forlængelse af den leg og nysgerrighed, der allerede er sat i gang i mødet mellem krop, rum og hav. Og dér trives sådan en lille 4ø4-fisk ret godt. 🐟