Hej med dig!
Dewey kalder det waste, når børns tid går med løsrevne skoleopgaver i stedet for virkelige erfaringer.
På DOKK1 har vi indrettet et åbent værksted, hvor et enkelt glas med blåt vand bliver indgangen til et langt større pædagogisk rum. Vi kalder det “Et hav i et glas” – et lille laboratorium for fantasi, hav og teknologi. Her mødes børn, deres voksne og fagpersoner i et rum, der hele tiden skifter mellem krop, tegning, AI og VR.
I midten står glasset med vandet. Det er vores udgave af Deweys værksted: et konkret, sanseligt udgangspunkt, hvor børnene kan bøje sig ned, løfte glasset, undersøge det fra flere vinkler og fortælle, hvad de ser på havets bund. Kroppen går først. Ofte, som med pigen i filmen, når børnene at være i fuld gang med at gætte, fantasere og pege, før vi overhovedet har forklaret noget. Glasset fungerer som en trigger – ikke som en opgave – og sætter en kæde af undersøgelser i gang.
Rummet omkring glasset er opdelt i zoner. Ét hjørne er tegnebordet, hvor børnene oversætter deres forestillinger om havet til streger, farver og figurer. Et andet hjørne er de digitale stationer med FutureMirror, hvor tegningerne omdannes til billeder ved hjælp af AI. Længere henne findes VR-zonen, hvor børnene med briller på kan træde ind i et fælles undervandshav, hvor deres egne idéer nu hænger som billeder, fortællinger og oplevelser. Teknologien er til stede overalt, men den er hele tiden bundet til børnenes egen undersøgelse: fra glasset, til tegningen, til den digitale scene og tilbage til kroppen igen, når de står og leder efter “deres” havhistorie i VR.
Som fagpersoner placerer vi os ikke bag en stand, men bevæger os mellem zonerne. Vi tager iPads med ned på gulvet, hvis børnene hellere vil prompte i FutureMirror dér. Vi hjælper med at formulere korte engelske tekster til AI’en, men altid med udgangspunkt i, hvad børnene har set og sagt. På den måde forsøger vi at skabe et pædagogisk rum, der er åbent, tilgængeligt og legende: børnene bestemmer selv, hvor de starter, og hvor de fører undersøgelsen hen.
Samtidig er “Et hav i et glas” tænkt som mere end et lokalt værksted. Det digitale undervandshav fungerer som et fælles, online rum, hvor børns fortællinger om havet kan samles og deles. VR-oplevelsen kan castes på storskærm på DOKK1, men også opleves og viderebearbejdes andre steder – eksempelvis af klasser, der arbejder med hav, klima eller fantasiverdener, eller af familier, der senere vender tilbage via en webadgang. På den måde bliver DOKK1 ikke kun et fysisk sted i byen, men et knudepunkt i et netværk af hjem, skoler, kulturinstitutioner og globale forbindelser.
I Deweys termer reducerer vi “waste” ved at lade erfaringerne cirkulere: børnene kommer med deres hverdagserfaringer og nysgerrighed, undersøger havet gennem glas, krop, tegning og teknologi, bidrager til et fælles digitalt hav, og tager nye billeder og fortællinger med sig tilbage ud i byen og hjemmet. “Et hav i et glas” er således både et konkret forløb på DOKK1 og en model for, hvordan fremtidens pædagogiske rum kan forbinde lokale, sanselige værksteder med globale, online fællesskaber.
