Et lille, åbent værksted om fantasi, hav og teknologi på DOKK1
I vores forløb, inviterer vi børn (og deres voksne) til en “opdagelsesrejse” med både analoge og digitale elementer. Blåt vand er vores afsæt og dette kan både opleves i et glas, men også i en VR-oplevelse, som broadcastes på storskærm. Børnene kan også tegne deres forestilling, få den omdannet i FutureMirror og forbinde den til skærmen. På den måde går børnene både på opdagelse i glasset, i deres fantasi og i den skræddersyede VR-oplevelse.
Vores rum
Vi valgte at gå væk fra den klassiske “stand”-oplevelse, til et forsøg på at etablere et åbent værksted. Vores rum skulle bære præg af forskellige “zoner” med mulighed for forskelligartede tilgang til undersøgelsen. Børnene måtte selv bestemme hvor de startede undersøgelsen og hvor de tog undersøgelsen hen. Ligeledes var vi, som fagpersoner, tilgængelige i alle zoner af rummet og bragte gerne Ipads ned på gulvet, hvis børnene hellere ville prompte i FutureMirror derfra. Vi forsøgte altså at gøre rummet åbent, tilgængeligt, legende og flydende ved at inkludere forskellige rekvisitter i opsætningen.
Et særligt øjeblik
En pige kommer ind i rummet med sin far, slipper hans hånd og skynder sig direkte hen til glasset. Hun sætter sig næsten på knæ for at kigge ordentligt ned i det blå vand og begynder med det samme at fortælle, hvad hun kan se på havets bund. Før vi når at forklare noget som helst, er hun allerede i gang med at gætte, fantasere og pege.
Det øjeblik opsummerer egentlig hele værkstedet – og fremgår af vores video.
Om filmen ▾
Animationen er lavet med en standardfigur i Adobe Character Animator.
Klip, billede- og videolag samt grafik er samlet og redigeret i Adobe Express.
Voice-over/stemmen til figuren er genereret i ElevenLabs.
Når vi ser filmen igennem, er det tydeligt, at:
- Kroppen går først – børnene løber hen til glasset, bøjer sig, løfter glasset, kigger fra flere vinkler.
- Sproget følger efter – især når vi sammen formulerer en lille engelsk tekst til AI’en.
- Teknologien fungerer som forlænger af deres nysgerrighed, ikke som startpunktet.
Pigen, der skynder sig hen til glasset, viser, hvad vi gerne ville opnå: at værkstedet ikke føltes som en opgave, men som en åben invitation til at undersøge noget sammen. Glasset bliver en slags trigger, der sætter en kæde i gang – fra blik til tegning til digitalt billede og tilbage til kroppen igen, når børnene står med VR-brillerne på og leder efter “deres” havhistorie.
4ø4 fisken har et par spørgsmål…
Læs videre…
7 svar til “Uge 50”
-
Haj med jer
Helt vildt fedt narrativ i har bygget jeres blog op omkring. Det fungerer mega godt. Lidt off topic, men kunne generelt være fedt med et lille overblik over hvilke teknologier de forskellige grupper har benyttet til at lave deres blog, da der er nogle fede funktioner der bliver brugt.
Vi oplevede også at der var en knægt der kom over med en Minecraft bog, så at se hele Dokk1 som en del af ens rum giver god mening og er en pointe vi overså.
Oplevede i at nogen gik på opdagelse sammen? eller at børnene blev inspireret af hinanden? Tænker den sociale dimension kunne være interessant at kigge på.
I forhold til spørgsmålene:
1)
Vi tænker at læreprocessen starter i det barnet får øje på glasset. Her aktiveres barnets forforståelse og de første tanker former sig omkring havet. Hver zone giver dem erfaringer og viden som kan benyttes i de efterfølgende zoner. På den måde bliver de forskellige delkontekster gradvist bundet sammen til en større, tematisk kontekst omkring havet.
2)
Når vi træder ind i Dokk1 som uformelt læringsrum, må vi som lærere træde et skridt tilbage som klassiske formidlere og i stedet agere medforskere, værter og stilladserende voksne. Vi skal beskytte legens og nysgerrighedens logik, samtidig med at vi hjælper børnene med at forbinde deres oplevelser og erfaringer på tværs af zoner og kontekster. Legen foregår på barnets præmis. Overtager vi for meget er der risiko for at legen undertrykkesVh Caja
-
Vi er ikke optaget af læring og lærerens evner. Vi anskuer jeres projekt som en respektfuld måde at facilitere en aktivitet hvor børn og voksne kan tilegne sig nye færdigheder og viden.
Jeres projekt kan foregå i hvilken som helst ramme, og det uformelle i jeres tilgang giver muligheder for at børnene kan følge deres eget spor og udvikle sig der hvor de er.Som Bruno og jeg talte om efter DOKK1, da vi ventede på tog og bus:
Det forpligter at være dygtige, derfor stiller vi jer spørgsmålet; Hvordan får vi tilgangen til at leve i vores dagtilbud og skoler? Hvordan sikre vi at alle børn og voksne får lov til at udnytte deres kompetencer og blive understøttet hvor de er i deres eksperimentelle fælleskaber?Dbh kaffe-makkerne
-
Hmmmm, vildt, vildt. Der er så meget… men for eksempel at der er mange lag/punkter/steder, som kan forbindes. Det kan se ud til at alle elementer kan påvirke hinanden og at der ikke rigtig er et slutpunkt. Alle punkter skubber til andre punkter. Måske er det en måde at holde eksperimentet i gang på – og måske er slutpunktet, udtrykket, fortællingen noget, som kan vælges til. Nu laver vi en fortælling om det og det.
Kombinere, udforske, transformere bliver noget, vi kan gøre og så på et tidspunkt fastholde i et færdigt udtryk.
-
Netop. Vi gik netop væk fra en lineær proces af forløbet efter respons på vores sidste blogpost, hvor du foreslog om der overhovedet behøvede at være en lineær progression – så blev vi enige om, at der behøver der jo slet ikke! For nogen er glasset med til at starte læringsoplevelsen, for nogen er det VR-oplevelsen der får dem til at engagere sig og for nogen er det tegneriet – det er så forskelligt, som mennesker nu er!
-
-
Interessant måde og anvende seeds-modellen på. Jeg vil bare lige anføre, at modellen faktisk er tænkt sådan, at instruktion ikke er forkert, men et startpunkt, der kan være nødvendigt for at komme igang og forstå hvad en teknologi gør- men det er også et udgangspunkt for en langt mere omfattende proces, hvor forsøget er at bringe deltagerne i en proces derhen hvor brugen af en teknologi formes/skabes – af deltagerne selv.
-
Hej Klaus. Jeg forstår ikke rigtig din respons, da det netop er det vi har forsøgt at fremhæve i modellen. Hvor er det du tænker at vi træder ved siden af? 🙂 MVH Ditte
-
-
Det er tydeligt, at I har skabt et rum, hvor børns naturlige nysgerrighed får lov til at føre an både fysisk, sprogligt og fantasimæssigt. Det er fedt, hvordan glasset med vand fungerer, som noget der åbner for både fordybelse og teknologisk udforskning.
Jeres valg om at skabe et åbent værksted i stedet for en klassisk stand skinner virkelig igennem. Øjeblikket med pigen, der straks kaster sig ind i fantasien, illustrerer det, I har ramt lige præcis den stemning, I ønskede.
Svar på spørgsmål:
Det er svært at placere et startpunkt for læring, fordi børnene aktiverer forskellige kompetencer afhængigt af situationen. For nogle begynder læringen ved glasset, fordi det sanselige og konkrete giver dem et udgangspunkt. For andre opstår den først, når de møder skærmen og får et mere struktureret eller visualiseret billede. Og for nogle sker læringen måske snarere i skiftet mellem zonerne, når de bevæger sig, taler, tegner eller afprøver en idé. Pointen er, at læring i et miljø som dette ikke nødvendigvis følger en klar rækkefølge den er distribueret og afhænger af barnets fokus og forudsætninger.
Hvis DOKK1 fungerer som et uformelt læringsrum, betyder det også, at vores rolle som lærere ændrer sig. Vi kan ikke forvente samme grad af styring som i et klasselokale. Det kræver, at vi kan navigere i uforudsigelighed og i situationer, hvor børnene går deres egne veje, er opmærksomme på, hvornår vi skal træde tilbage, og hvornår vi skal støtte, ikke tager for givet, at teknologien i sig selv skaber læring,
og at vi kan rammesætte uden at begrænse.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.