Læsegrupper – på kryds og tværs af studiegrupper

“Virtuelle læsegrupper” – AI billede genereret af Sora

Beskrivelse

På ugentlig basis ser man sin studiegruppe i forbindelse med forskellige projekter. Med læsegrupper håber vi at man kan danne grupper på kryds og tværs af holdet, og mødes for at diskutere litteratur, teori og forskning m.m. 

Hensigten er at få skabt et rum, hvor der er plads til faglig fordybelse og refleksion uden krav om produkt eller aflevering.

Læsegrupperne er tænkt som et frivilligt supplement til studiegruppearbejdet og undervisningen.

Forslag til organisering af læsegrupperne: 

I starten af semesteret kan der lægges et tilmeldingslink ud, hvor man har mulighed for at angive, hvor meget tid den enkelte studerende har til at indgå i en læsegruppe. 

Grupperne kan derefter sammensættes af underviserne eller selvorgainseres af max 3-5 studerende.

Fast mødefrekvens:

Der bør være fast mødefrekvens: 1 gang ugentligt  af cirka 1-1,5 times varighed – med roterende ansvar. Hver uge har én fra gruppen ansvaret for at udvælge en tekst, forberede refleksionsspørgsmål eller have planlagt en faglig diskussion. 

Temabaseret læring: 

Hver gruppe kan vælge et tema pr. måned eller følge undervisningens pensum parallelt.
Man kan også vælge én teoretiker eller metode at fordybe sig i over flere gange.

Deling for holdet: 

Læsegrupperne kan opfordres til at dele korte refleksioner, noter eller spørgsmål i et fælles forum (fx i Miro, Teams-rum eller Hypothesis).
Ikke som krav, men som inspiration til andre og som dokumentation for gruppens arbejde.

Læsecafe og opsamling: 

Hver 6.-8. uge kan der arrangeres en fælles “læsecafé”, hvor grupperne mødes på tværs og deler pointer eller dilemmaer, de har diskuteret. Det styrker sammenholdet og gør det lettere at bytte gruppe, hvis man ønsker det.

Formål

Hensigten er at styrke fællesskabet på holdet, men samtidig få skabt dybere og tættere relationer. Dette er også med til at give en vis synlighed blandt de studerende samt sikre regelmæssig anvendelse og brug af relevante teknologier. 

Del dine oplevelser med aktiviteten og ideer til variationer