
Hvad blev vi draget af?
Under gennemgang af holdets Padlet blev vi dragede af billederne, hvor der ved brug af GAI blev genereret billeder, der viser forskellige følelser og ansigtsudtryk.
Vi valgte i udarbejdelsen af vores aktivitet og undersøgelse at fokusere på ansigtsudtryk, da det er en universel måde at udtrykke og aflæse følelser på, og ikke mindst spiller en central rolle i menneskelig kommunikation. Ved at undersøge ansigtsudtryk med GAI ønskede vi at udforske, hvordan AI kan fange og visualisere følelsesmæssige nuancer. Ansigtsudtryk er ydermere et komplekst område, hvor små ændringer i mimik kan ændre betydningen og følelsen bag udtrykket markant, hvilket gør det særligt interessant at analysere, hvordan AI håndterer disse subtile forskelle.
AI som værktøj til at fremme følelsesmæssig forståelse
I vores projekt har vi været nysgerrige på at undersøge følgende:
Hvordan kan GAI støtte voksne og børn, der har svært ved at identificere og udtrykke følelser?
Vores mål har været at undersøge, hvordan Generativ AI (GAI) kan hjælpe målgruppen med at forstå deres indre følelsesliv og udtrykke det gennem visuelle, auditive eller skriftlige udtryk.
GAI tilbyder en kreativ platform til at eksternalisere følelser, som ellers kan være svære at sætte ord på. I vores aktuelle aktivitet (aktivitet 1 i video) vælger hver deltager en følelse, såsom glæde, tristhed eller vrede, og bruger GAI til at skabe billeder, lyde eller digte, der repræsenterer denne følelse. For eksempel kan følelsen tristhed blive visualiseret som en grå regnvejrsdag eller en melankolsk melodi.
Vi forestiller os også, at aktiviteten kan vendes om, hvor GAI skaber et billede eller lyd, og deltagerne skal gætte følelsen (aktivitet 2 i video). Dette åbner for en interaktiv og sjov måde at styrke emotionel forståelse på f.eks. i terapeutiske og pædagogiske miljøer.
Aktivitet – hybride læringsaktiviteter
Under brainstorm og samtale blev der delt mange tanker og ideer til aktiviteter og måder at anvende GAI på – herunder aktiviteter, hvor der integreres både analoge og digitale elementer. Følgende model og illustrationer præsenterer nogle af vores ideer.



Refleksioner over brug af GAI til at udforske, forstå og udtrykke følelser
I vores arbejde med at give form til følelser har vi anvendt Dalsgaard og Rybergs model for digitale læringsrum til at analysere vores proces. I det individuelle rum har vi først undersøgt, hvordan GAI kunne anvendes til at give form til følelsesmæssige udtryk. Herefter har vi konstrueret former (billede, lyd, tekst) knyttet til en følelse, som da blev kommunikeret videre til vores arbejdsgruppe som små præsentationer. Præsentationerne gav grundlag for kollaborativ vidensopbygning, hvor vi hver især blev bekendt med nye AI-værktøjer, samt måder at anvende AI på.
Præsentationerne, dialog, vidensdeling og diskussion i gruppen bidrog til, at der gennem tilrettelæggelse og samproduktion kunne udarbejdes ovenstående undersøgelse og aktivitet. Udover at undersøge brugen af GAI til at fortolke, udtrykke og forstå følelser, har vi også gjort brug af GAI i selve produktionen af vores produkter – eksempelvis ved brug af AI til at omdanne tekst til tale, der er anvendt som voiceover i vores video (en tale, der ironisk nok er meget følelsesmæssig monoton), samt til modellen, der fungerer som visualisering af vores aktivitet.

Figur fra Dalsgaard, C. & Ryberg, T (2022) Digitale læringsrum
Afsluttende overvejelser om vores projekt…
1. Hvilke fordele og ulemper kunne der være ved at bruge GAI til at udtrykke følelser, i stedet for at lade deltagerne selv skabe visuelle eller auditive udtryk analogt eller digitalt?
2. Hvordan sikrer vi, at GAI ikke forenkler eller forstærker stereotype følelsesmæssige udtryk, og dermed risikerer at skabe en forvrænget forståelse af komplekse følelser hos målgruppen?
Referencer:
Dalsgaard, C. & Ryberg, T (2022) Digitale læringsrum. Samfundslitteratur
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.